Jakob Næsager bliver ny Børne- & Ungdomsborgmester

PRESSEMEDDELSE:

Konservative buldrer frem i København med størst fremgang på Rådhuset.
Konservative på Københavns Rådhus går fra tre mandater ved sidste valg til nu otte mandater, og bliver dermed repræsenteret i alle udvalg.

Konservative har af københavnerne nu fået 13,1 procent af stemmerne. Det er en fremgang på 7,5% – mest af alle valgte partier i Borgerpræsentationen.

Den markante fremgang giver nu igen konservative en borgmesterpost i København. Konservative er gået til valg på, at den københavnske folkeskole skal være blandt landets bedste, og derfor er vi glade for, at være blevet betroet ansvaret for byens børn.

Jakob Næsager bliver ny Børne- & Ungdomsborgmester

Jakob Næsager er gift og far til to. Han er jurist og har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2010 og har været gruppeformand siden 2015. Jakob er tidligere kontorchef og underviser på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

Jakob Næsager siger i den anledning: ”Jeg er glad og stolt over, at så mange københavnere har betroet os deres stemme og vist os konservative denne tillid. Vi vil bruge fremgangen til at arbejde for en folkeskole i landets top, metro til alle bydele og til at bevare parkeringspladserne til københavnerne, samt sikre at byens børn ikke længere skal stå på venteliste for at dyrke idræt pga. manglende faciliteter.”

”Som borgerlig er det vigtigt for mig, at københavnerne selv får lov at bestemme over deres eget liv, og ikke skal detailstyres fra Københavns Rådhus. Man skal fx selv have lov at vælge hvilken skole ens børn skal gå i, hvordan man vil transportere sig og hvilken hjælp eller mad byens ældre skal modtage.

Jeg ser valget i København som en markering af, at københavnerne selv vil bestemme mere, og at det ikke er politikere på Rådhuset, der skal bestemme, hvordan hverdagen fungerer bedst for den enkelte københavner. Valgresultatet viser tydeligt, at de hidtidige politikere på rådhuset har været ude af trit med københavnernes ønsker.”

I København er konservative nu næsten lige så store som Socialdemokratiet med henholdsvis otte og ti mandater.